Din første kærlighed (Åb 2,1-7)

af Georg S. Adamsen den 14. marts 2008

Dette indlæg er del 1 af 7 i serien Åb 2-3-studier

Jesu budskab til menighedens biskop i Efesos (Johannes’ Åbenbaring 2,1-7)

Jesus har i det foregående åbenbaret sig for Johannes som Menneskesønnen. Ved sit første komme led, døde og opstod Menneskesønnen. Han bragte Guds rige nær med syndernes forladelse. Ved sit andet komme vil han oprette Guds rige i herlighed og synlighed.

I Åb 2-3 finder vi det, som Menneskesønnen har dikteret. Det er henvendt til “englene” for hver enkelt af syv menigheder i Lilleasien i det nuværende vestlige Tyrkiet, men sendes til alle, og hvert enkelt diktat er derfor til alle.

Men f.eks. Luther og tyskeren Th. Zahn tolkede “englene” om menighedens biskopper, er det blevet meget almindeligt at forstå “englene” som rigtige engle. Det giver imidlertid dårlig mening, for hvis der virkelig var tale om engle, der skulle omvende sig, ville det være onde engle, som ikke kan det. Andre tolker det om engle som repræsentanter for menighederne, men så er der jo i realiteten ikke forskel på “englene og menighederne.”

Menneskesønnen formaner hver enkelt af menighedernes biskopper ud fra, hvad de – og menighederne – har brug for af vejledning for at kunne være forberedt til hans genkomst. Flertallet af dem har åbenbart ikke været forberedt, på trods af Jesu undervisning i evangelierne. Derfor åbenbarer Jesus sig for at berede sit folk til hans andet komme. Uden syndernes forladelse ved tro på ham vil ingen blive frelst.

Hans budskab til menighedens biskop i Efesos gennemgås i det følgende, og de resterende seks afsnit gennemgås i efterfølgende indlæg.

Menneskesønnen er hos sine menigheder og kender dem (v. 1)

Jesus dikterer nu sit budskab til biskoppen for menigheden i Efesos, hvor både Paulus og Johannes har boet. Jesus beskriver sig selv, så det klart fremgår, at han er Menneskesønnen. Dermed (mere end) antyder han også, at hans budskab har noget med oprettelsen af Gudsriget i herlighed at gøre.

Han holder de syv stjerner i sin højre hånd, dvs. de syv menigheders biskopper, og han vandrer mellem de syv guldlysestager, dvs. mellem sine menigheder (jf. 1,16 og 1,20). Menneskesønnen har altså magt over de syv menigheders biskopper, og han er til stede hos sine menigheder. Det er derfor, han ved, hvordan de har det.

Den virksomme biskop (v. 2-3)

Menneskesønnen giver nu til kende, at han kender denne biskop. Han roser ham, måske så han også kan høre, når han må revse ham. Biskoppen er virksom. Han sidder ikke doven hen, men arbejder for sagen. Ja, han slider i det, også når det kræver udholdenhed. Han ved også, hvad der er ret, og hvad der er galt.

Han har haft besøg af nogle, der påstår at være apostle, og som derfor gør krav på, at biskoppen (og menigheden) skal adlyde dem. Det afviste Efesos-biskoppen. Han har prøvet dem, og han fandt ud af, at de løj. Han er altså i stand til at vurdere, hvad disse falske forkyndere siger.

Udadtil har biskoppen mødt modstand, men han har været udholdende. Selv om han derfor har måttet døje meget, har han været udholdende og ikke blevet træt. Alt det er faktisk positivt, ser det ud til. Biskoppen må vel nu være positivt indstillet over for budskabet fra Menneskesønnen. Det er også nødvendigt, for der er også et alvorsord til ham.

Den kærlighedsløse biskop (v. 4)

Biskoppen må nemlig lægge øre til, at Menneskesønnen kritiserer ham for at have svigtet sin første kærlighed. Al biskoppens virksomhed er altså ikke (længere) vokset ud af hans kærlighed. Det er ikke hans forhold til Menneskesønnen, dvs. troen, som har tilskyndet dem. Om det er vane, principfasthed, eller noget tredje får vi ikke at vide. Kun at kærligheden mangler.

Måske mener Jesus kærligheden til menigheden, som mange fortolkere mener. Men det er i al fald også kærligheden til Menneskesønnen selv, som her kaldes ‘den første kærlighed’. Faktisk kan der argumenteres for, at menighedens biskop på denne måde beskrives som en utro hustru. Senere beskrives menigheden i al fald som Lammets hustru (19,7; 21,2; 21,9f). Kærligheden er død. Der er kun en vej for at forbedre dette.

Omvend dig! (v. 5a)

Jesus beskriver biskoppen som en stjerne, som er faldet ned. Der tænkes naturligvis ikke på rigtige stjerner, men på, at Jesus har de syv stjerner i sin hånd, sådan som Johannes så det i kapitel 1.

Derfor opfordrer Jesus biskoppen til at huske, hvorfra han er faldet: ud af Jesu hånd. Han opfordrer ham også til at omvende sig, så han kommer tilbage til Gud og Menneskesønnen. Hans manglende kærlighed, som altså betyder hans manglende tro, gør, at al hans virksomhed dybest set alligevel ikke er gode gerninger. Han kan ikke dække over sin manglende kærlighed.

Der er derfor ikke anden vej for denne biskop end at omvende sig og få genoprettet forholdet til Gud og Menneskesønnen. Det er ikke et budskab, som Menneskesønnen sender til efesernes biskop for at være grov ved ham. Nej, han ønsker, at han – og på samme måde hans menighed – skal være beredt til at modtage ham med glæde, når han kommer igen med skyerne (1,7). For hans komme kan blive enten til glæde og evigt liv eller til dom og evig fortabelse.

Gør de gerninger, du først gjorde (v. 5b)

Biskoppen skal omvende sig, og så bliver han i stand til at gøre kærlighedens gerninger og ikke sine egne gerninger. Udadtil ser det måske ens ud, men de gerninger, der ikke udspringer af tro, er ikke gode gerninger. Til gengæld er det så vigtigt at slå fast, at Menneskesønnen forventer de troendes gerninger, også selv om det ikke er dem, der skal frelse os, men Ham! Troen er nemlig altid en tro, der er virksom i kærlighed (jf. Gal 5,6).

Ellers kommer jeg over dig (v. 5c)

Tiden eller timen er nær, hvor Menneskesønnen kommer igen (1,3; 22,6). Når Gud og hans Salvede har overtaget verdensherredømmet, skal de døde dømmes og Guds tjenere få deres løn (11,18). Om det bliver det ene eller det andet, afhænger af det enkeltes menneskes forhold til Menneskesønnen.

Her advarer Menneskesønnen Efesos-biskoppen med, at han kommer over ham og flytter hans lysestage/menighed fra dens plads, hvis ikke han omvender sig. Både biskoppen og menigheden vil altså på dommens dag blive flyttet væk fra Menneskesønnen. Sammenhængen må være, at menigheden risikerer at miste troen ligesom deres biskop, hvis ikke biskoppen omvender sig. For langt på vej er det jo sådan, at som forkyndelsen er, bliver menigheden.

Åb viser klart, at dommedag betyder evig fortabelse i ild- og svovlsøen og ingen adgang til Paradiset (jf. 2,7). At biskoppens forhold til ham er død, betyder altså, at han (og hans menighed) vil blive ramt af dommen. For der er ikke frelse på anden måde end ved tro på Kristus.

Her bruges bare udtrykket ‘kærlighed’, men sagen er helt den samme. Den troende skal gøre kærlighedens gerninger, ellers er det afsløret, at vi ikke tror. Det lærte Jesu broder os også: “For en tro uden gerninger er lige så død som et legeme uden åndedræt” (Jak 2,26).

At spise af livet træ (v. 7)

Den, der sejrer, er den, der holder ud, indtil Menneskesønnen kommer igen. Sejren består altså i at nå frem til dommedag med troen i behold. Det er ingen let sag. Troen kan dø, og dermed dør kærlighedens gerninger. Det er der mange grunde til, og de følgende afsnit viser nogle af dem.

Menneskesønnen vil give den, som holder ud, lov til at spise af livets træ i Guds paradis. Siden syndefaldet har menneskene været udelukket fra Paradiset og livets træ, men når Menneskesønnen kommer igen, skal alle troende få adgang til det nye Paradis. Her skal vi få lov at spise af livets træ og leve evigt – og bo sammen med Gud og Lammet.

Ham være æren i evighedernes evigheder. Amen.

{ 0 kommentarer }

Vær tro til døden (Åb 2,8-11)

af Georg S. Adamsen den 21. marts 2008

Dette indlæg er del 2 af 7 i serien Åb 2-3-studier

Jesu budskab til menighedens biskop i Smyrna (Johannes’ Åbenbaring 2,8-11)

I det andet afsnit af Jesu syv formaninger dikterer Menneskesønnen, dvs. Jesus, et budskab til biskoppen i menigheden i Smyrna. Igen vil han forberede ham – og den menighed, han er biskop for – på sin genkomst. Situationen i Smyrna-menigheden er dog åbenlyst en helt anden end i søstermenigheden i Efesos. Jesu formaning har derfor også en helt anden karakter. Men målet er det samme: At biskopperne og deres menigheder må være parate til Kristi genkomst og Gudsrigets oprettelse i herlighed og synlighed.

Menneskesønnen led, døde og opstod (v. 8)

Jesus er “den første og den sidste”, men netop sådan blev Menneskesønnen beskrevet i 1,17. Ved at identificere sig selv som Menneskesønnen peger Jesus igen på hovedtanken, at han skal komme igen for at oprette Gudsriget. Men der ligger også en anden tanke bag. Jesus beskriver sig, sådan som Gud beskrives i Es 44,6ff (jf. Es 48,12). Ifølge Es 44 er Gud ikke en tom afgud, men han skabte himlen og jorden og folket i ældgamle tider, og på samme måde vil han løskøbe og nyskabe både sit folk og himlen og jorden. Det er fortalt for længst, der er ingen grund til at blive forfærdede. Udtrykket ‘den første og den sidste’ peger altså på Faderens og Sønnens gerning i såvel skabelse som ny-skabelse (jf. også Åb 22,13; 21,6 og 1 Kor 8,6).

Menneskesønnen beskriver altså sig selv som Gud. Det er vigtigt, når det så hedder, at han “var død og blev levende”. Menneskesønnen var ikke kun et menneske, som blev korsfæstet, men han var Gud og menneske. Som Gudmenneske opstod han fra de døde og har derfor magt til at oprejse fra de døde og give evigt liv, når han kommer igen. Også i evangelierne fremgår det, at Danielsbogens Menneskesøn (Dan 7,13ff) måtte lide, dø og opstå for at oprette Gudsriget og nyskabe den faldne verden.

Det er og har altid været et centralt element i den kristne kirkes bekendelse, at Jesus Kristus, Guds Søn, vor Herre, skal komme igen og dømme levende og døde. Men det er faktisk også vigtigt af en anden grund. For Kristus er også den, der ved sit ord og sin Ånd er i stand til at gøre åndeligt døde levende og give dem evigt liv. “Hvor syndernes forladelse er, er der også (evigt) liv og salighed,” som Luther siger i Den lille Katekismus til nadveren. At have fået sine synders forladelse er derfor det helt afgørende, uanset hvornår og hvordan man dør.

Rige trods trængsel og fattigdom (v. 9)

Jesus kender sin biskop. Han har trængsel, dvs. spot, modgang og forfølgelse. Tilmed ser det ud til, at han også har været fattig.

Jesus slår nu først fast, at han på trods af sin fattigdom er rig. Han – og menigheden – er nok fattig på penge og materielle goder. Men han ejer frelsen i Kristus og er derfor rig.

Han spottes imidlertid af nogle, der hævder, at de er jøder, skønt de ikke er det: De er i virkeligheden “Satans synagoge”. Det er ikke så entydigt, hvem disse mennesker er. Mange mener, at det er jøder, som Jesus frakender virkelig jøde-navn, fordi de forfølger de kristne. En sådan tolkning er der god nytestamentlig basis for. Jesus siger til de vantro jøder i Joh 8,44, at de har Djævelen til fader. Paulus skriver i Romerbrevet, at “Thi jøde er ikke den, som er det i det udvortes, og omskærelse er heller ikke det, som sker udvortes, i kød; men jøde er den, som er det i det indvortes, og omskærelse er hjertets omskærelse, som sker ved Ånd, ikke efter bogstaven; han har ikke sin ros fra mennesker, men fra Gud” (Rom 2,28f; 1948-overs.). I Johannes’ Åbenbaring beskrives kirken som (det sande) Israel. De 144.000 fra Israels tolv stammer er dem, der har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod (Åb 7,4.14).

Man kan dog også overveje, om det ikke skal forstås helt bogstaveligt ligesom det parallelle udsagn i Åb 2,2. Det vers taler om nogle, der faktisk ikke var apostle, men hævdede at være det. I så fald er der her i Åb 2,9 tale om, at nogle hedninger påstod, at de var jøder. Hvorfor skulle de dog gøre det? Jo, dermed kunne de sikkert lettere slippe for at blive forfulgt. Måske har de jøde-kristne været bedre beskyttet af jødernes privilegier, mens dette ikke gjaldt de hedninge-kristne. I yderste konsekvens kunne det koste livet. Men ved at lyve sig til beskyttelse, satte de sig uden for menighedens lidelsesfællesskab med Jesus, og dermed uden for udholdenheden og Riget (jf. 1,9).

Hvad enten det nu var jøder eller hedninger, der afviste Jesus, så var de altså ikke en sand Guds-forsamling (synagoge), men derimod en Satans synagoge. Nu kan ordet ‘synagoge’ betyde to ting. Ordet kan betegne det, vi normalt forstår ved synagoge. Det ord bruges om synagoger, fordi ordet egentlig betyder ‘noget, der er ført/samlet sammen.’ Johannes’ Åbenbaring bruger i høj grad det græske sprog, sådan som det er brugt i Det gamle Testamente. I Det gamle Testamente bruges ordet ‘synagoge’ ikke om synagoger, men om en eller anden forsamling.

I Johannes’ Åbenbaring vil Satan og Kristus mødes på dommedag. Satan vil have samlet sin hær omkring sig, dvs. alle hans engle og alle de vantro (Åb 16,14.16; 19,17.19; 20,8). Tilsvarende vil Kristus åbenbare sig med sine (Åb 17,14; 19,14). Der er derfor meget, der tyder på, at ‘Satans synagoge’ snarere betyder ‘Satans forsamling’ end ‘Satans synagoge.’ Der er under alle omstændigheder tale om dem, der er vantro. Når man har læst hele Åbenbaringsbogen, ved man, at Satans synagoge går dom og evig pine og fortabelse i møde.

Frygt ikke, men vær tro til døden (v. 10)

I modsætning til de vantro formanes Smyrna-biskoppen til ikke at frygte for fremtiden, men til at være tro til døden. Djævelen skal kaste nogle i fængsel, så deres troskab prøves, og i ti dage, dvs. i en kort tid, skal de opleve trængsel eller forfølgelse. Det er ikke til at sige, om Jesus dermed forudsiger, at nogle af dem skal lide martyrdøden. Men under alle omstændigheder formaner Jesus menigheden til at være “tro til døden.”

Åb giver senere indtryk af, at stort set alle kristne bliver martyrer (13,15). Her drejer det sig i al fald om at være tro, selv om det skulle koste døden. Måske koster det noget mindre. Biskoppen og uden tvivl denne menighed oplevede og ville komme til at opleve trængsel og modgang, fordi de var rige i Kristus!

Sådan har det altid været i den kristne kirke, og sådan er det også i dag. Nu skal vi ikke ligefrem ønske os martyrer, for omkostningerne er på mange måder store. Men en kirke, som tilpasser sig og sin lære, vil aldrig få martyrer. Dem har Satan allerede magten over, og det er nok for ham.

At følge Kristus kan derimod føre til martyrium. I den sammenhæng er det, at Jesus taler om, at han som den korsfæstede og opstandne kan og vil skænke evigt liv: gennem evangeliet og i opstandelsen på dommedag. Tror man ikke på opstandelsen, mister troskab mod Kristus og hans lære sin mening, og man tier. Tror man ved Ordet og Helligånden, aflægger man sin bekendelse og taler som Guds ord. “Da vi har den troens Ånd, der står skrevet om: ‘Jeg troede, derfor talte jeg,’ så tror vi, og derfor taler vi også,” står der skrevet i Paulus’ andet brev til korintherne (2 Kor 4,13). Så må det koste, hvad det vil, selv døden, om så skal være.

Jesus knytter et løfte til formaningen om at være tro til døden: Til den, der er det, vil han give “livets sejrskrans.” ‘Livets sejrskrans’ betyder den sejrskrans, der består i liv, dvs. frelse og evigt liv i Paradiset. Jesu Kristi løfte er ikke tomt, for han er den, der blev givet hen på grund af vore overtrædelser og blev oprejst på grund af vores retfærdiggørelse (Rom 4,25). Han er den, der virkelig har magt til at give liv i tid og evighed.

Modsat er konsekvensen af ikke at være tro til døden så at miste frelsen og ikke komme med i det fuldendte Guds rige. Det er det, der er baggrunden for, at Jesus formaner til at være tro. Det er ikke troskab, der frelser. Det gør troen på Kristus. Den tro vil Kristus bevare gennem den rene forkyndelse af evangeliet og den rette forvaltning af sakramenterne. Det er Åb 2,8-11 selv et eksempel på.

Ikke skades af den anden død (v. 11)

Nok taler Jesus til biskoppen i menigheden i Smyrna, men enhver, der har øre, skal høre, hvad Jesus og Ånden siger til menighederne gennem Åb. Formaningerne i Åb gælder altså lige fuldt for os som for de første tilhørere. Jesus formulerer nu løftet fra slutningen af v. 10 på en ny måde. “Den, der sejrer, skal ikke skades af den anden død.” Den anden død er opstandelse til dom og evig straf. Den anden død er nemlig ild- og svovlsøen (20,6.14; 21,8). Begge dele er billedsprog, men det betyder slet ikke, at fortabelsen ikke er virkelig. Tværtimod. Fortabelsen er at være uden for Guds by, dvs. i ild- og svovlsøen i al evighed (20,10; 22,15).

Den, der er tro til døden og sejrer ved den himmelske domstol, fordi Lammet har sejret og vil sejre (Åb 3,21; 17,14), vil ikke gå fortabt, men få evigt liv og herlighed sammen med Gud og Lammet. De har del i opstandelsen til liv og skal være konger og præster (1,6; 5,9f; 7,15; 20,4-6; 22,3.5) for Kristi skyld. “For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (Joh 3,16) og bo sammen med Gud og Lammet.

Ham være æren i evighedernes evigheder. Amen.

{ 2 kommentarer }

Den falske tolerance (Åb 2,12-17)

af Georg S. Adamsen den 28. marts 2008

Dette indlæg er del 3 af 7 i serien Åb 2-3-studier

Jesu budskab til menighedens biskop i Pergamon (Johannes’ Åbenbaring 2,12-17)

I det tredje afsnit af Jesu syv formaninger dikterer Menneskesønnen, dvs. Jesus, et budskab til biskoppen i menigheden i Pergamon. Også hos denne biskop er der noget, der gør, at han ikke uden omvendelse vil undgå dommen. Hvor biskoppen i Efesos har et vrangt forhold til Kristus, er problemet i Pergamon overraskende for en moderne tankegang – og bør også give os anledning til selvransagelse.

Sværdet i Menneskesønnens mund (v. 12)

Menneskesønnen beskriver sig her som ham med det skarpe, tveæggede sværd. Fra 1,16 ved vi, at det udgår fra Menneskesønnens mund, og derfor vel må være et sværd til at dømme med, da det jo ikke kan være et rigtigt sværd. Hvor biskoppen i Smyrna slap for kritik, tyder Jesu beskrivelse af sig selv på, at denne biskop og dermed hans menighed har et problem: et problem med munden, skal det vise sig. Et problem, som kan føre til, at han – og dermed også hans menighed – bliver ramt af sværdet i Jesu mund, dvs. af dommen.

Du har ikke fornægtet troen på mig (v. 13)

Umiddelbart ser det ud til, at det ikke står så galt til med denne biskop. Jesus ved, at han bor et sted, hvor Satans trone står, og hvor Satan bor. Satan slog Antipas ihjel, så hans magt er ikke på skrømt. Antipas bekendte troen på sin Herre, selv i døden. Biskoppen lod sig altså heller ikke skræmme, men aflagde sin bekendelse.

Det kan vel være, det skal forstås helt bogstaveligt, at Satan bor i Pergamon og havde sin trone stående dér. Der var faktisk et stort Zeus-alter i Pergamon. Det står nu på et museum i Berlin. Men der er i al fald tale om, at Satan kan siges at bo i Pergamon og har en trone stående der. Om det er klogt at begrænse det til Zeus-alteret er ikke nemt at afgøre.

Men du finder dig i nogle, som holder fast ved Bileams lære (v. 14)

Men biskoppen i Pergamon har alligevel et problem, et alvorligt problem skal det vise sig. For Jesus har noget imod ham, “lidt,” som Jesus siger. Der er nemlig nogle i denne biskops menighed, som holder fast ved Bileams lære.

Bileam lærte kong Balak at stille fælde for Israels børn, så de spiste afgudsofferkød og bedrev utugt (4 Mos 25,1ff; 31,16). Begge dele var imod Guds bud, og derfor førte det til en frygtelig dom over de frafaldne, som blev dræbt. Bileam selv blev dræbt med sværd (4 Mos 31,8).

Også hos dig er der vranglærere! (v. 15)

På samme måde, siger Jesus, er der nogle vranglærere i menigheden i Pergamon, som biskoppen finder sig i. Disse nikolaitter, som Jesus kalder dem, har en lære, som leder nogle i menigheden til at spise afgudsofferkød og bedrive utugt. Det er faktisk meget sandsynligt, at det skal forstås helt bogstaveligt. I al fald måtte Paulus mange år før tage de samme to problemer op i over for menigheden i Korinth (1 Kor 6,12-20 og 1 Kor 8-10).

Efeserne hadede dem, og det gjorde de ret i, for Jesus hadede dem også (v. 6). Så denne menighed burde også hade dem, og tage afstand fra dem. Hvorfor mon? Bileam profeterede jo da om Jesus (4 Mos 24,17).

Hvorfor er det da så slemt? Jo, falsk lære fører til frafald. Derfor hader Jesus vranglærere, og derfor skal vi hade vranglærere. Først og fremmest skal vi bekæmpe vranglæren, men vi må heller ikke – for troens skyld – finde os i vranglærere. Det gjorde denne biskop desværre. Derfor har Jesus noget imod ham.

Omvend dig (v. 16a)

Vi ville uden tvivl vente, at vranglærerne nu får besked på at omvende sig og rette op på deres falske undervisning og lære. Det er jo ikke biskoppen, der lærer falsk. I al fald ikke direkte.

Men Jesus formaner ikke vranglærerne, men biskoppen til at omvende sig. At biskoppen fandt sig i vranglære, gjorde, at han måtte omvende sig. Intet mindre end omvendelse må der til. En biskop er en tilsynsmand. Det betyde, at han skal “se til sin menighed.” Det skal han gøre med lov og evangelium, så medlemmerne kan bekende deres synd og tro på Jesus Kristus og hans lære. Han skal altså lære dem den rette lære, men han skal også bekæmpe den falske.

En biskop, der ikke gør dette, svigter sit embede og sin menighed. For den rette lære værner om den forkyndelse, der frelser. Men det er ikke kun biskoppens ansvar. I vor tid har vi ændret på ordene, så vi kalder en menigheds tilsynsmand for præst (lærer og hyrde), mens f.eks. folkekirken bruger ordet biskop om en leder, der dels er præsternes præst, dels er en administrativ leder og personalechef.

Vores tid ligner Pergamon. At tolere vranglære er blevet en dårlig vane for både præster og lægfolk i vores tid. Men det er altså også en dødsensfarlig vane. Men det kan faktisk også være udtryk for vantro og ligegyldighed mod Guds ord.

At tolerere vranglærere er at slippe fortabelsens gift ind i menigheden. Det har katastrofale konsekvenser, som vi så det med israelitterne.

Derfor formanes enhver tilsynsmand, dvs. præst eller lærer og hyrde, der tillader vranglære, til at omvende sig og (igen) forkynde den rette lære og bekæmpe den falske lære. Sker det ikke, må menigheden for sin tros og evige frelses skyld forlade en sådan hyrde og lærer og kalde en, der vil holde sig til Guds Ord i lære og praksis.

Ellers bliver du ramt af dommen (v. 16b)

At Jesu formaning til omvendelse virkelig er alvorligt ment, fremgår af, at han ellers snart vil komme over “dig,” dvs. biskoppen, og føre krig mod “dem,” dvs. vranglærerne, med sit munds sværd.

Det, Jesus her taler om, beskrives nærmere i Åb 19,11ff. Det er hans genkomst til dom, som han her beskriver. Dommens dag er så at sige en krigens dag, og det er Jesus, der fører krigen med sit sværd, jf. Åb 19,11, hvor der ordret står, at “han dømmer og fører krig med retfærdighed”.

Hvor svært det end måtte være at forstå – eller måske snarere at acceptere – for os, så er det altså fortabelse, biskoppen trues med. For biskoppen har – ligesom menigheden – fået klare ordrer om at holde sig fra vranglære.

Fordi det er imod Jesu ordrer, og fordi det kan koste ikke blot døden, men fortabelse, må biskoppen (og menigheden, som vi skal i næste afsnit i denne serie) vælge mellem enten at omvende sig og gøre op med vranglærerne eller at blive ramt af dommen.

Jesus siger det bestemt ikke, fordi han ønsker at biskoppen og menigheden i Pergamon eller præsterne og menighederne i Danmark eller hvor det nu måtte være skal gå fortabt. Tværtimod! Jesu formaning til at gøre op med vranglærerne skyldes netop, at han ønsker, at biskopperne og menighederne skal frelses og nå frem til en sejrens og frelsens dag, og ikke en dommens og fortabelsens dag.

Ordet fra Guds mund (v. 17)

Som israelitterne i ørkenen fik manna, sådan lover Jesus dem, der sejrer og når frem til Paradiset (jf. v. 7), den skjulte manna og en hvid sten med et nyt navn, som kun modtageren kender.

Den skjulte manna er sikkert det livets ord, som udgår fra Guds mund (sml. 5 Mos 8,3), og er altså præcist det modsatte af at blive ramt af det sværd, som udgår af Guds eller Jesu mund.

Det nye navn er det navn, som Herrens mund skal nævne, som der egentlig står i Es 62,2.

Vi skal værne om den rette lære, Skriftens lære, som “kan,” dvs. har kraft til at gøre os vise til frelse, som Paulus skriver i 2 Tim 3,15-17 (jf. Rom 1,16; 1 Kor 1,18).

Den, der ved Ordet og Guds Ånd hører loven, så det fører til syndserkendelse – også når det gælder den synd, der består i under dække af falsk tolerance at acceptere vranglære – og evangeliets lære, så det bliver til tro, ja, det menneske skal få et frelsens navn fra Guds mund på dommedag!

Da skal vi bo, hvor Gud bor – og Lammet.

Ham være æren i evighedernes evigheder. Amen.

{ 0 kommentarer }